Sorg og afsked
(denne tekst er fra før navneskift til Sensetik terapi)
Forfatter: Olav Storm Jensen
Olav Storm Jensen er mag. art. i psykologi og adjungeret professor på RUC. Han arbejder som privatpraktiserende psykoterapeut og freelanceunderviser og er grundlægger og faglig leder af Sensetik uddannelsen.
Arbejde med sorg- og afskedsprocesser – fra et bioeksistentielt perspektiv
Foredragsresumé 2000
Alment om Psykoterapi
En slags håndgribelig definition på terapi: at lære bedre livshåndtering ved at tage livet alvorligt. (Modsat: “Life is what is happening to you, while you’re busy making other plans” (John Lennon)). Det vil sige at aflære problemløsningsmetoder i livshåndteringen, som forværrer i stedet for at løse. Og lære metoder, der løser de problemer, der kan løses, i projektet: et godt liv.
Det bioeksistentielle psykoterapi-perspektiv
Indebærer den forståelse, at grundproblemet bag al dårlig livshåndtering er at finde i aktiveringen af en indlært ‘jeg er forkert’-refleks. Et negativt selvbillede.
Det eksistentielle perspektiv – hvad er der?-perspektivet
Når ‘hvad er der?’-spørgsmålene undersøges gennem ‘jeg er forkert’-briller:
Aktiveringen af ‘jeg er forkert’-refleksen betyder en tænkning om ens (livs-)situation ud fra ‘jeg er forkert’-perspektivet – og dermed handling ud fra de opfattelser af situationen, der nås ved en sådan tænkning.
– Enten direkte indadvendt aggressivt alene: selvhadende, selvbebrejdende, selvdømmende, selvdestruktivt, skyld- eller skamstyret etc.
– Eller overlejret af eller blandet med kompensatorisk udadvendt aggressiv tænken og handlen: magt- eller konkurrenceorienteret, dominerende, offerspillende, skyldkastende, hævnstyret, sadistisk etc.
Bio-perspektivet – kropsligheden
‘Jeg er forkert’-refleksens falske perspektiv realiseres gennem kropslige holde- og lukkemønstre. Direkte arbejde med kroppen kan derfor indgå over for disse mønstre og åbne adgangen til at mærke sig ind til det sande selv – den sande mig selv, det, jeg faktisk er – bag det falske negative selvbillede – mærke sig ind til ‘hvad der egentlig er’ under de (selv-)opfattelser, som ‘jeg er forkert’-perspektivet danner.
Opfattelser – tankemæssige abstraktioner og konstruktioner – kan stå i sand/falsk forhold til de sansemæssigt givne konkrete erfaringer.
Hovedet kan forvirres, fordi vi kan tænke hvad som helst. Kroppen er i virkeligheden. Vi kan ikke mærke hvad som helst.
Indlæringen af ‘Jeg er forkert’-refleksen
Intet, jeg kender, giver en bedre indlevelig forståelse af de dynamikker, der skaber refleksen, end Jesper Juuls bøger ‘Dit kompetente barn’ og ‘Her er jeg! hvem er du?’. Det handler om selvfølelses-siden af selvværdsproblemer.
‘Jeg er forkert’ indlæring foregår faktisk bl. a. i høj grad via voksnes modarbejdelse af børns (små som store) sorgprocesser – også subtilt fra absolut velmenende forældre:
‘Caroline – Ha’ is!’ eksemplet
(Jesper Juul: ‘Her er jeg! hvem er du?’ s. 22-26)
Far kan ikke bære at pigen bliver vred og ked af det over hans afslag af hendes ønske. – Hans ‘jeg er forkert’-refleks og kompensationssystem går i gang: Når hun er vred på mig, kan hun ikke lide mig, jeg er en dårlig far. Han forsøger at forklare vreden/sorgen væk: Du kan jo nok forstå, at når vi lige straks skal spise, er det ikke godt med is nu, osv. Dvs. han formidler et budskab til barnet om det, det er – nemlig vredt og ked af det. Ikke bare om, hvad han gør i forhold til det, det gør: siger: Nej, jeg vil ikke have, du får is nu. – Men også ‘Det må du ikke være vred over og ked af!’ Dvs. ‘Nu må du ikke være det, du er’ (= du er forkert).
Aktiveringen af ‘Jeg er forkert’-refleksen
Når livet ‘udfordrer’. Når noget går forkert – går uønskeligt.
Risikoen er afhængig af udfordringens alvorlighed, dvs. af områdets eksistentielle betydning – og af ‘jeg er forkert’-refleksens parathed – bestemt af dens historiske omfang, dybde og soliditet – og det aktuelle stadium i en (terapeutisk) opgørs- og afviklingsproces.
Kærestelivets eksistentielle betydningsfuldhed (det dybe menneskelige møde kan ses som ‘livets mening’) gør området specielt udfordrende. Kærestetab bliver en voldsom ‘det (livet) går forkert’-udfordring. Jo mere der er på spil, dvs. jo vigtigere det er, om det går godt eller skidt, jo mere parat og jo voldsommere kan det selvbebrejdende perspektiv være, hvis det går skidt.
Eksempler på ‘Jeg er forkert’-sætninger
Der er utallige måder og former det negative perspektiv kan styre talen til os selv på i forbindelse med kærestesorg og forladthed. Både angående selve tabet og angående sorgprocessen – og både direkte: ‘jeg er forkert’ og indirekte: ‘jeg gør forkert – altså er jeg forkert’.
- Jeg er sådan én, man går fra.
- Jeg er ikke god nok til ham/hende.
- Jeg er ikke værd at elske.
- Jeg duer ikke til at være kæreste.
- Det er pinligt at komme til at græde.
- Der er ingen, der gider én, der går og er så trist.
- Jeg kan jo ikke blive ved med at sørge.
- Jeg må se at komme videre.
- Han/hun er jo ikke værd at sørge over, når …
- Jeg skal ikke være så afhængig af et andet menneske.
- Hvis jeg bare havde ……. Hvis jeg bare ikke havde…..
- Jeg var naiv, når jeg troede…..
- Jeg ødelagde det selv.
- Det nytter jo ikke noget at være vred over det. Det bringer ham/hende jo ikke tilbage.
Sorgprocessen
Den nødvendige omstillingsproces til nye, uønskede vilkår, som sorg- og afskedsprocessen er, indeholder naturligt elementer af både protest (aggression) og smerte.
Ved små udfordringer (billetterne til filmen var udsolgt) kan den forløbe let og måske næppe bemærket.
Ved dybe eksistentielle udfordringer kan den tage lang, lang tid og involvere dybere lag i det naturgivne følelsesliv, end dem, man er vant til at møde og håndtere. Man kan erfare reaktioner i sig selv, som virker mærkelige og uforståelige. De fleste vil fra kærestesorg sikkert kende til faser i processen, hvor livet føles uden mening og totalt mister sin tiltrækning. Processen føles uendelig, livet som gået i stå. Vi kan kalde tilstanden “Livslammelse”.
Dvs. man udfordres voldsomt til enten at ryge ud ad ‘jeg er forkert’-blindspor, der bl.a. kan ende i depression – eller til at lære nyt om dybere lag i ens egne følelsers virkelighed.
Handledimensionen i sorgarbejdet
Drejer sig ikke om instrumentel handlen – gøren ved sig selv, f.eks. ved at aflede sig selv – for at opnå målet: glemme, komme videre, blive glad og positiv igen etc. Men om hengivelse til naturprocesser – åbenhed for og accept af følelser og reaktioner og accept af den tid, det tager for disse følelsesprocesser at forandre sig af sig selv.
‘Gå videre’-metoden. Brugbar i ‘livslammelses’faser i sorgprocessen.
Gå. Alene. F.eks. i en skov. Med smerten. Ingen forsøg på at jage den væk, tænke på andet eller lignende. Bare blive ved at gå med smerten, så hæsligt uudholdelig som den er. Bare fortsætte gangen, holde kroppen i gang med at gå. Blive ved.
Min erfaring er, at efter en (sommetider lang) tids gang på den måde, hører man pludselig en fugl, ser man en blomst eller et træ, mærker man solen eller vinden eller regnen i ansigtet, og langsomt får livet en vis interesse igen. Det kan stadigt være meget sorgfuldt, men lammelsen, hvor det var gået i stå, og der overhovedet ikke var noget ved noget som helst og fremtidsperspektivet uden nogen som helst tiltrækning, er vendt. Perspektivet, at der kan blive et liv at glæde sig over en gang igen, har fået en, måske ganske spinkel, plads i bevidstheden igen. I forhold til ‘livslammelsen’ gør dette en meget stor forskel.
Case-historie
Det afslutningsvist refererede case handlede om en ung kvindes kærestesorgsproces. Den bevæger sig gennem en række faser, hvor ‘jeg er forkert’-perspektivet har mere eller mindre magt over hendes selvoplevelse og hendes syn på sine livsudsigter. I en fase får det den ultimative magt, at hun forsøger selvmord. Kun en tilfældighed gør, at det forbliver et forsøg. Terapiarbejdets støtte til sondringen mellem barndommens og nutidens vilkår – og opgør med det falske ‘jeg er forkert’-billede af sig selv – bringer efterhånden sorg- og afskedsprocessen ind i et stabilt naturligt forløb.